En selvstyrende region
Balearerne (Las Islas Baleares) ligger ud for Valencias østkyst, og er et selvstyrende område. Øgruppen er en selvstyrende region bestående af øerne Mallorca, Ibiza, Menorca, Formentera, Cabrera, Dragonera, Conillera og Espalmador. Selvstyrestatusen blev en realitet i 1983. Den lokale regering består af en præsident samt tretten ministerier som bl.a. finansministeriet, turistministeriet, sundhedsministeriet og landbrugsministeriet. Hovedstad for Balearerne er La Palma de Mallorca, og øgruppen udgøres af 4992 km². Øen, der ligger nærmest kysten har en afstand til fastlandet på 85 km, mens den fjerneste ligger 333 km fra kysten. Øgruppen har ca. 900.000 indbyggere. De største byer på øgruppen er Palma de Mallorca med 600.000 indbyggere (inklusiv forstæder) indbyggere, Calvia med 39.000 indbyggere, Ibiza med 35.000 indbyggere og endelig Manacor med 31.000 indbyggere.
En omfangsrig historie
De Baleariske Øer ligger som et “vejkryds” i Middelhavet og har gennem tiderne været udplyndret eller koloniseret af grækere, fønikere, karthagernes, romere, maurer og tyrker. I 1200-tallet indvandrede folk fra Catalonien med samt deres sprog, som har udviklet sig til den dialekt, der tales på øerne i dag. Efter flere koloniseringer kom Balearerne igen under den spansk trone i 1802.
Noget for enhver smag
Balearerne har virkelig noget for enhver smag; fra soldyrkere på charterferie, til jet-settere og filmstjerner, som skjuler sig diskret i bjergene. Der er ingen tvivl om, at den største ø, Mallorca, er den kendteste, og det er også her, at turismen startede. Mallorca er også den Baleariske Ø, der har langt de fleste kulturskatte, selv om øen oftest forbindes med billige charterferier. Generelt er Balearerne meget forskellige. Menorca er for eksempel øen med det grønne landskab og mange levn fra stenalderen. I byerne findes mange fornemme, gamle palæer og huse i ny-koloni stil. Ibiza er for dem, der holder af højt og klart lys samt rustikke huse.
Kysten er gennemskåret af utallige klippeslugter, mens øens bjergrige indre er præget af strålende, hvide gårde og rustikke kirker. Ibiza er også kendt for nogle af Europas vildeste natklubber. Formentera er en lille, ikke særlig udbygget ø, men for mange den mest eventyrlige. Her finder man krystalklart vand, hvidt sand, et rent, ørkenagtigt landskab og total fred.
Balearerne har kyster, som er domineret af indskæringer og små bugter. Ikke desto mindre findes der også barske og klippefyldte områder. Mallorca har de største bjerge af samtlige øer. Nogle toppe når en højde på 1.445 m (Puig Major) og 1.340 m (Puig de Masanella).
Klima
Balearerne har et typisk Middelhavsklima, med varme somre og milde vintre, og har årligt ca. 300 solskinsdage. Regnmængden opgøres til gennemsnitlig 500 til 600mm., og falder typisk forår og efterår. Der er kun ubetydelige forskelle i temperaturerne på de forskellige øer, men på de højeste punkter kan der falde sne.
Strande
I det hele taget finder man strande af meget høj kvalitet med krystalklart vand overalt på Balearerne, og variationen af dem er meget stor.
Færgeruter til fastlandet
De vigtigst havne er Palma, Mahon, Ciutadella, Alcudia og Ibiza, og fra hver af disse er der forbindelse til det spanske fastland. Der er daglige forbindelser fra Palma de Mallorca og Eivissa på Ibiza til havne i Barcelona og Valencia, samt forbindelser fra Palma de Mallorca og Eivissa til Denia. Der er regelmæssige færgeforbindelser mellem øerne, drevet af Transmediterránea og Flebasa.
Tog og bil
Mallorca er den eneste ø med en jernbane, som kører mellem Palma og Inca og mellem Palma og Sóller. Den bedste transportform, hvis man vil rundt på øerne, er en bil, undtagen på Formentera, hvor cyklen er helt ideel.
Fly
De fleste turister kommer til Balearerne med fly. Mallorca, Menorca og Ibiza har forbindelse til de europæiske storbyer såvel som til Madrid, Barcelona og Valencia.
Måtte du opdage en fejl eller have tilføjelser, vil vi være meget taknemmelige, hvis du skriver en mail til info@boligudland.dk . Vi vil herefter, så hurtigt som muligt, undersøge og rette denne.
Billeder fra Balearerne






No Comments