Berlin

Berlin

Pulserende og levende
Berlin er for alvor tilbage på verdenskortet. Med sine 7000 cafeer, barer og restauranter, 300 night-spots, 35 teatre, 170 museer, tusinder af butikker, utallige nationaliteter, og alverdens andre fristelser, kommer man aldrig til at kede sig. Den sprælske metropol kan ganske enkelt ikke beskrives kort og klart. Berlin er mange byer i en. På et område, der i størrelse svarer til halvanden gang Bornholm, kan Berlin fremvise utallige kvarterer, centre og bydele med helt forskellige særpræg. Berlin er samtidig en verdensby med en meget bevæget fortid. Berlin har omkring 3,5 mio. indbyggere, og er både hovedstad i Tyskland og selvstændigt forbundsland. Berlin blev atter regeringsby i 1999.

Områder i Berlin
Berlin fremvise utallige kvarterer, centre og bydele med helt forskellige særpræg. Nævnes kan de genopståede kvarterer omkring Potsdamer Platz, Unter den Linden og Friedrichstrasse. Det samme skal nogle af de gamle arbejderkvarterer i den østlige del af byen, som i disse år skifter karakter, og som er blevet ganske trendy. Nedestående kan du læse om nogle af bydelene og kvartererne i Berlin, hvilket gerne skulle hjælpe dig på jagten efter at finde den helt rigtige Berlin bolig. Hver eneste bydel har sin egen charme og historie, sine fordele og ulemper. Der kan være meget stor forskel på to områder i Berlin. Samtidig har mange af  bydelene dog også klare fællestræk. Inden du køber, så husk at have tjekket flere bydele, og gået lange ture i de pågældende områder, så du er sikker på, at det er det rigtige sted du køber.

Mitte

Berlins hjerte
I Mitte (centrum af centrum) lokker Oranienburgerstrasse, Rosenthalerstrasse og Hackescher Markt, med fliseklædte facader, butikker, cafeer, kunsthåndværkere og attraktive boliger. Også de restaurerede 1700-tals gader i Nikolaiviertel er værd at tage et kig på. Mitte er det nye Berlins hjerte, præcis som det var inden 2. Verdenskrig. Her findes nogle af de absolut bedste klubber, barer og restauranter, og her finder man god shopping i form af masser af mærkevarebutikker. Glemmes må heller ikke Alexanderplatz, en af byens mest kendte og summende pladser. Af attraktioner i Mitte kan nævnes Kurfürstendamm, Brandenburger Tor, Gendarmenmarkt, Rigsdagsbygningen (farvesat af Per Arnoldi), kunstmuseet i Hamburger Bahnhof og det jødiske museum.

Prenzlauer Berg

Den travle og kreative bydel
Oprindelig lå Prenzlauer Berg uden for Berlins bymur, som dog forsvandt allerede i 1867. Det tror man næppe i dag, hvor området sammen med Mitte udgør det mest attraktive og centrale område i den østlige del af Berlin. Siden murens fald har området været centrum for kunst og kreativitet, og i dag bor der bl.a. en række prominente politikere, kunstnere og skuespillere i de flot renoverede ejendomme, hvoraf en stor del er fra starten af år 1900. Prenzlauer Berg er Berlins travleste bydel, omend ikke helt lige så hip som for 10-15 år siden. I årene efter murens fald var det her man skulle bo. Huslejen var lav og bydelen var ung og trendy.
Det smukke gadebillede med alleer og træer danner især om aftenen og på sommereftermiddagene en hyggelig atmosfære, hvor man over alt møder små restauranter og gadecafeer.

Kvarterer i Prenzlauer Berg

Helmholzkiez

Indbegrebet af Prenzlauer Berg
Helmholzkiez dækker området mellem Schönhauser Alle og Prenzlauer Allee fra Danzigerstrasse til Ringbanen, og ligger dermed i hjertet af Prenzlauer Berg. Alle de ting folk betegner som typiske for Prenzlauer Berg er udpræget til stede her. En overflod af små is-kiosker, kreative DJ-barer og lokale tiltag kombineret med opblomstring af nye smarte restauranter og cafeer. I det hele taget har Helmholzkiez en unik blanding af storbyatmosfære og børnefamilie-idyl. Det hænger sammen med, at netop dette område i 1990erne var næsten udelukkende befolket af unge husbesættere, som flyttede til det dengang fattige Prenzlauerberg for at finde billige lejligheder i storbyen. Besættelserne blev legaliseret, og besætterne normaliserede sig, fik job, og er nu unge forældre. De sætter deres præg på kvarteret med et utal af beboerarrangementer.

Brunch højborgen
Kvarteret er også Berlins ubestridte brunch-højborg. Næsten hver eneste cafe i området tilbyder store og billige brunch buffet’er hver weekend. Specielt anbefalelsesværdige er brunchen i Frida Kahlo, på hjørnet af Raumer og Lychener Strasse, eller den lidt mere etniske variant i Al Hamra på hjørnet af Raumer og Göhrener Strasse, der udover de traditionelle brunchsager også tilbyder mellemøstlige specialiteter. En cafe, der absolut er et besøg værd, er den farverigt indrettede cafe Intersoup på Schliemannstrasse 31. Her er der både bar, bordtennis, musik og et berømt suppekøkken, som hver aften serverer fire forskellige slags suppe.

Gang i kirken
Kvarterets store kirke, Gethsemanekirche, på hjørnet af Greifenhagener Strasse og Stargarder Strasse, byder ligesom alt andet i Helmholzkiez på et væld af aktiviteter. Kirken var i 1980erne mødested for freds- og borgerretsgrupper, der stod i opposition til det Østtyske regime. I dag bruges de smukke kirkerum både til koncerter, gudstjenester, børnekor, kirkecafe og morgenmad for seniorer, ligesom den har bibeholdt sit engagement i fredsbevægelsen med regelmæssige fredsgudstjenester.

Winsviertel

Forskånet under 2. Verdenskrig – Og det kan ses
Winsviertel udgør den sydligste del af Prenzlauer Berg mellem Prenzlauer Allee og Greifswalder Strasse. Kvarteret blev under krigen stort set skånet for skader, hvorfor det stadig står som et intakt historisk område, hvor alle bygningerne er af den klassiske berlinske forhus-sidefløj-baghus stil fra starten af det 20ende århundrede.

Meget blandet klientel

Det er et meget blandet klientel der bor Winsviertel. Her er både børnefamilier, unge studerende, gamle østberlinske damer og internationale tilflyttere. De hyggelige gader er stort set overalt brostensbelagte, og mange steder er de brede fortove smykket med poppeltræer. Her finder man mange små specialforretninger, der eksempelvis sælger vin, delikatesser, interiør, m.v. Der er ligeledes flere antikvariater og andre små butikker. Det hele er dog blandet med traditionelle gamle østtyske barer, der vidner om, at befolkningen her ikke er så prenzlauerbergiseret som i bydelens andre hippe kvarterer.

En uafhængig biograf
I Immanuelkirchstrasse 14 ligger biografen Blow Up Kino, som er en af de få store biografer i Berlin, der er den uafhængig af de store kæder som Cinemaxx og Cinestar. Her vises både nye og gamle film, kunstfilm og blockbusters. Desuden gør Blow Up Kino sig bemærket ved at den også viser film i originalversioner – altså ikke med tysk tale, som det ellers er normalt i tyske biografer.

Kun en enkelt park i kvarteret
Kvarterets eneste park er Abenteuer Spielplatz i Marienburger Strasse, og den er meget velbesøgt.

Immanuelkirche
På hjørnet af Immanuelkirchstrasse og Prenzlauer Allee ligger Immanuelkirche. Den røde kirkes tårn er 68 meter højt, og rager dermed betydeligt højere op en kvarterets hustage. Da kirken stod færdig i 1893 var Winsviertel endnu ikke bygget, og den stod så at sige på en mark. De eneste bygninger i nærheden var Vandtårnet i Kollwitzkiez og skolen på Prenzlauer Allee. Nu ligger kirken centralt i det pulserende Berlin, og netop denne centrale placering er nok Winsviertels stærkeste side. Både fra Greifswalder Strasse og Prenzlauer Allee går der med korte mellemrum sporvogne til Alexanderplatz, og langs Danziger Strasse kører sporvognen M10, som døgnet rundt, året rundt kan tage dig til bl.a. bydelene Friedrichshain, Kreuzberg og Mitte.

Kastanienallee

Den mest berømte gade i Prenzlauer Berg
For berlinerne har Kastanienallee en nærmest mytisk og magisk klang. Det er uden tvivl den mest berømte gade i Prenzlauer Berg, og dens mix af hip og alternativ, samt rygterne om at her hænger de kendte mennesker ud, har givet den kælenavnet “Casting-allee”.

Masser af studerende, kunstnere og intellektuelle
Alleen med kastanietræerne strækker sig fra U-bahn stationen ved Eberswalder Strasse ned mod Rosenthaler Platz i Mitte, og har givet navn til den del af den Østberlinske bydel Prenzlauer Berg, der ligger længst mod Sydvest. Måske på grund af denne beliggenhed var det også den del af Østberlin, der først blev genbefolket efter den tyske genforening i 1990. Denne genbefolkning bestod fortrinsvis af kunstnere, intellektuelle og studerende, der søgte mod de billige huslejer i det tidligere Øst. Disse grupper dominerer stadig kvarteret, hvilket har medført en tæthed og mangfoldighed af cafeer, gallerier, barer og forskellige kulturrelle centre, som er unik selv efter berlinske standarder.

Rolig og alligevel helt central
Udover selve Kastanienallee er den vigtigste gade i kvarteret den brede og rolige Oderbergerstrasse. Når man spørger folk der har boet længe i Berlin, hvor de allerhelst vil bo, svarer cirka en tredjedel uden at tøve “Oderbergerstrasse”. Med sine brede fortove og sparsomme trafik er Oderbergerstrasse nemlig ikke blot populær blandt turister, men også ideel for folk, der ønsker at bo centralt og alligevel roligt. Gaden strækker sig fra det grønne bælte Mauerpark, der ligger hvor Berlinmuren og ingenmandsland mellem DDR og BRD før lå, og ned mod det gamle Stadtbad tæt ved Schönhauserallee. I Mauerpark kan man stadig se en stribe af Berlinmuren, der i dag benyttes som et uofficielt og hele tiden opdateret galleri for tilrejsende og lokale graffitikunstnere. I de varme måneder befolkes parken desuden af et væld af mennesker, der spiller basketball, musik, eller spiser deres medbragte mad på bakken, mens de nyder solnedgangen og udsigten over det gamle Vestberlin. Hver søndag er der desuden et velbesøgt loppemarked med bl.a. tøj, musik, bøger, møbler og alverdens underlige småting. En søndagstur til loppemarkedet i Mauerpark kan med fordel kombineres med et besøg på det konkurrerende loppemarked på Arkonaplatz kun 5 min. derfra. Her er der ligeledes rig mulighed for at finde både billigt køkkengrej og gamle DDR klenodier.

Kollwitzkiez

Et finere kvarter i Prenzlauer Berg
Kvarteret omkring Kollwitzplatz er også kendt som Kollwitzkiez. Det strækker sig mellem Schönhauser Allee og Prenzlauer Allee fra Danziger Strasse og ned mod Metzer Strasse og grænsen til Mitte. Kvarteret er kendt som et lidt anderledes hjørne af Prenzlauer Berg, idet der generelt er en højere standard og stort set alle bygninger er sanerede. Kvarterets kulturelle centrum er det ombyggede Schulheiss-bryggeri, der siden slutningen af 1990erne under navnet Kulturbrauerei har været hjemsted for alverdens kulturelle tilbud. Komplekset rummer idag blandt andet cafeer, barer, restauranter, spilesteder, en stor biograf, et designmuseum, flere teatre, et litteraturværksted, og sågar et supermarked. Gården og spillestederne bruges flere gange årligt til store foranstaltninger som teater- og musikfestivaller. Desuden er der flere gange årligt markeder, blandt andet et stort julemarked hele december. Kulturbraierei udgør dog på ingen måde det eneste som Kollwitzkiez har at byde på. I hjertet af kvarteret ligger Kollwitzplatz. Her mødes syv gader mødes i et virvar af små cafeer og kvalitetsrestauranter. Selve pladsen består af en lille park og en stor legeplads. Hver torsdag er pladsen desuden hjemsted for Berlins største økomarked.

Et væld af små butikker

I det hele taget er Kollwitzkiez mere luksuriøs end de andre dele af Prenzlauer Berg, og det kan man også se på de indbyggere der bor i kvarteret.  Kvarteret er fuld af små forretninger med design, kunsthåndværk, antikvariater, smykkeforretninger og frem for alt restauranter og cafeer. Det er en smule dyrere at gå ud og drikke og spise her, end i de omkringliggende kvarterer, men for det får man også ægte cuisine og noget for enhver smag.

Bedste sauna i Berlin
Et godt sted at besøge er saunabadet i Rykestrasse 10. Denne luksuriøse oase tilbyder tre forskellige typer sauna – finsk bjælkehytte, meditationssauna og biosanatorium, og derudover vandhul, solarium, massage, kosmetik og sågar en bar. Den er anerkendt som den ubestridt bedste sauna i hele Berlin, og at den ligger netop i Kollwitzkiez er ganske naturligt.

Kendt for sine brede gader
Prenzlauer Berg er generelt kendt for sine meget brede gader og endnu bredere fortove. I kvarteret omkring Kollwitzplatz er dette specielt tydeligt. Her har de udsmykket de ekstremt brede fortove med alverdens typer af træer. Dette giver en unik stemning om sommeren, hvor specielt Rykestrasses mange restauranter og cafeer, der serverer på fortovene, giver indtryk af et smukt og levende kvarter, som måske nok er mindre alternativt og kreativt end sine nabokvarterer, men så tilgengæld har en charme og egenart, der leder tankerne hen på smukke italienske og spanske middelhavsbyer.

Zionskirch

Eftertragtet område
Zionskirch ligger på grænsen imellem Prenzlauer Berg og Mitte. Området har en hyggelige atmosfære skabt af sporvogne, cafeer og lørdagsmarked på Arkona pladsen. Området og ikke mindst kirken har spillet en stor rolle igennem den nyere historie. Både under 2. Verdenskrig, i efterkrigstiden og under DDR styret var kirken samlingssted for modstandsbevægelser. Zionskirchområdet er et af de mest eftertragtede områder at bo i, ikke mindst blandt de intellektuelle, med nem adgang til alle de kulturelle tilbud og samtidig tæt på Alexander Platz.

Friedrichshain

Opblomstret efter hård skæbne
Bydelen har en historie helt tilbage til år 1200, hvor det var et fiskersamfund, som lå på halvøen midt i floden Spree. Bydelen Friedrichshain fandt sin form i 1920, hvor det var socialisternes og kommunisternes højborg. Halvdelen af bebyggelserne i Friedrichshain blev bombet sønder og sammen unden 2. Verdenskrig, hvilket bydelen har været meget mærket af, og stadig er den dag i dag, omend i betydelig mindre grad. Efter murens fald blev det besluttet at ændre strukturen fra det tidligere industriområde til et moderne kontor, håndværk og detailområde, og bydelen er i dag blevet et af de mest hippe i Berlin. Mange berlinere flytter hertil, fordi lejlighederne er billige. Især er det tilholdssted for de unge, kunstnere og udlændinge. I kvarteret omkring Rigaer Strasse er der stadigvæk en del punkere og grafittimalede huse. Med den centrale beliggenhed næsten midt i Berlin, og en stærk veludbygget infrastruktur, er udviklingen gået stærkere end de fleste havde regnet med. Friedrichshain er nu et af de tættest beboede områder i Berlin, og det tætte naboskab til Prenzlauer Berg, har smittet af bl.a. i området ved Simon Dachstrasse, med et væld af cafeer, restauranter, skønne alleer og masser af ude liv. Selve Simon Dachstrasse er i dag en af mest hippe og eftertragtede gader i Friedrichshain, hvilket den er blevet grundet sin atmosfære, sin 70’er stil, og de mange små og hyggelige spisesteder.

Kreuzberg

Den mest ukonventionelle og multikulturelle bydel i Berlin
Kreuzberg er den mest ukonventionelle og multikulturelle bydel i Berlin. Den tidligere vestbydel bebos af en tredjedel ikke-tyske borgere, hvoraf de fleste er tyrkere. Inden murens fald var dette vestberlins alternative centrum, som var beboet af besættere og revolutionsromantikere. Nu føles det mest som at vandre rundt i et lykkeligt møde mellem orienten og 1800-tallets borgerlige arkitektur. Her finder man den bedste dönerkebab, og på Bergmannstrasse vrimler det med hyggelige barer og secondhandbutikker. Floden Paul-Linke-Ufer, som deler bydelen i to, er et populært sted at gå en tur.

Charlottenburg

Bydel for den øvre middelklasse
Charlottenburg var Vestberlins centrum under de næsten 30 år muren stod der. Her ligger den store shoppinggade Kurfürstendamm og det store, luksuriøse stormagasin KaDeWe. I det velstående beboelseskvarter
nord for Kurfürstendamm bor Berlins øvre middelklasse i smukt bevarede huse fra århundredeskiftet. Schloss Charlottenburg, Kong Friedrichs kone Sophie Charlottes sommerresidens, har lagt navn til bydelen.

Schöneberg
Bydelen Schöneberg er måske mest kendt for, at det var her den amerikanske præsident John F Kennedy sagde de legendariske ord “Ich bin ein Berliner” fra rådhusets balkon. Det var også her David Bowie boede da han flyttede fra Bel Air i Californien. Schöneberg er det traditonelle homoseksuelle område i Berlin, og har været det siden 1920’erne. De fleste steder for homoseksuelle ligger omkring Nollendorfplatz.

Postdamer Plaz
Postdamer Plaz ligger mellem Alexanderplatz i øst og Bahnhof Zoo i vest. Området blev sønderbombet under 2. Verdenskrig, og lå derefter øde mellem øst og vest frem til murens fald. Nu skal Postdamer Platz med sine nybyggede skysrabere give Berlin en skyline der er New York værdig – eller i hvert fald Frankfurt værdig. Meget stål, glas og beton. Meget futuristisk, anderledes og interessant, men også ganske upersonligt. Et er dog sikkert, Postdamer Plaz giver Berlin en helt ny dimension og vinkel.

Berliner attraktioner

Checkpoint Charlie
Den berømte og berygtede grænseovergang mellem øst og vestberlin Checkpoint Charlie ligger i forlængelse af Hause am Checkpoint Charlie. På hjørnet ligger Café Adler, som var et yndet udflugtssted for journalister under den kolde krig. Herfra kunne de se direkte over på Checkpoint Charlie, og hvis dagen bød på dramatik, fik de den serveret på første parket.

Rigsdagsbygningen
Rigsdagsbygningen er beliggende på Platz der Republik ved Reichtagufer. Man skal være indstillet på lange køer. Med Per Arnoldis farvelægning og det karakteristiske glas- og spejltårn er det en imponerende oplevelse. Man kan se det meste af byen fra toppen, og det er i sig selv et betagende syn.

East-Side-Gallery
I Friedrichshain starter East-Side-Gallery, som har udviklet sig til et must blandt alle Berlins mange seværdigheder. Det 1,3 km. lange stykke af den gamle Berlinmur strækker sig helt hen til Ostbahnhof og er blevet forvandlet til et stort friluftsgalleri med forskellige kunstners farvestrålende dekorationer og tegninger.

Brandenburger Tor
Brandenburger Tor, der forener Unter den Linden og Strasse des 17. Juni, er den eneste tiloversblevne af de 18 byporte i den toldmur, der blev opført af den preussiske konge Friedrich Wilhelm I i 1731. Den er tegnet af Carl Gotthard Langhans og bygget i 1788-91 som en hyldest til freden efter den preussiske sejr i de tre krige om Schlesien.

Fjernsynstårnet
Fjernsynstårnet på Alexanderplatz i det gamle vestberlin dominerer sine omgivelser. Det er muligt at komme op i tårnets top, og her finder man Berlins højest beliggende restaurant (207 m. over jorden). Udsigten er fantastisk, hvis vejret ellers er klart.

Kurfürstendamm
Man kommer ikke på Kurfürstendamm for at studere arkitektur, men for at se på butikker og andre mennesker, og her er alt, hvad hjertet kan begære. Her mødes Berlins mange nationaliteter, og i modsætning til andre storbyer også klokken fire om morgenen. Her viser Berlin sig rigtigt som den metropol den er.

Gedächtniskirche
Kaiser-Wilhelm-Gedächtniskirche, der i daglig tale kaldes Gedächtniskirche, står som ruin og en påmindelse om 2. Verdenskrig. Efter lange og ophedede diskussioner om dens fremtid blev det besluttet at bevare ruinerne og kombinere dem med en moderne bygning. Den blev tegnet af Egon Eiermann og bygget 1959-61. De to moderne bygninger fik i sin tid øgenavnene “Pudderdåsen” og “Læbestiften”, og var genstand for mange spottende bemærkninger. Berlinerne vænnede sig dog hurtigt til byggeriet på Kurfürstendamm, som i det delte Berlin fik status som en slags vartegn for vestberlin.

Transport

Kollektiv trafik
Kollektivtrafiken i Berlin er suveræn. Busser, sporgvogne, metro (U-bahn) og tog (S-bahn) tager dig hurtigt rundt i byen. Billet hedder “fahrkarte” og samme billet er gyldig på samtlige kollektive transportmidler. Der er flere forskellige slags transportkort – vælg det som passer dig bedst.

Metro
Berlins metro, U-bahn, er en af verdens ældste og er hurtig, tryg og pålidelig. Der findes ti forskellige linier. På det større metrostationer findes gode madsteder. Berlinerne er glade for at spise under jorden og i
morgentrafikken ligger krummer fra kringler og doughnuts rundt omkring togvognene.

Sporvogn
Små og stille slingrer sporgvognene sig gennem de østlige bydele af Berlin. En meget god måde at komme gennem byen og samtidig se næsten lige så meget som hvis man var på gåben. Billetter kan købes i automater i vognene.

S-bahn
En slags S-tog som også kører til de centrale dele af byen. Betydelig hurtigere end metroen på visse strækninger. For eksempel, hvis man skal fra centrum af vestberlin til østberlin.

Bus
Berlin har et omfattende busnet som med hjælp fra natbusser går døgnet rundt. For at få en god udsigt anbefales den øverste etage på dobbeldækkerne. Busserne er ligesom sporvognene oftest gule. Billet kan købes hos chaufføren.


Det er fint og hyggeligt at gå,  men ofte er afstanden enorm. Berlin er så stor at München, Düsseldorf, Frankfurt am Main og Stuttgart kan være på samme areal.

Shopping

Friedrichstrasse
Friedrichstrasse er blevet Berlins nye shoppinggade og er fyldt med dyre, eksklusive butikker og kæmpemæssige gallerier. Her findes bl.a. Galeries Lafayette og Departmentstore Quartier.
For mere information
Metro: Friedrichstrasse.

Kurfürstendamm
Vestberlins shoppinggade nummer ét har tabt lidt af sin fornemme glans, men udvalget på den 3,5 km. lange og 53 m. brede boulevard er stadig enormt. Yves Saint Laurent, Louis Vuitton og Tommy Hilfiger hører blandt butikkerne her.
For mere information
Metro: Kurfürstendamm.

Varehuse

Galeries Lafayette
På Friedrichstrasse ligger Galeries Lafayette. Det meget luksuriøse varehus med den gennemsigtige kuppel på toppen. Her findes tøj fra bl.a. Christian Lacroix og Yves Saint Laurent.
Friedrichstrasse 76-78. Tlf. 030-209 480. Åbent man-lør 10.00-20.00.
For mere information
Metro: Französische Strasse.

KaDeWe
Kaufhaus des Westens er et af verdens største varehuse med en delikatesseafdeling i verdensklasse.
Tauentzienstrasse 21-24. Tel 030-212 10. Åbent man-fre 10.00-20.00, lør 09.30-20.00.
For mere information
Metro: Kurfürstendamm.

Loppemarkeder og andre markeder

Türkischer markt
Türkischer markt er som at besøge orienten light. Trangt, højrøstet og fyldt med tyrkiske husmødre, som er på det ugentlige madinkøb. Her findes især masser af krydderier, oliven og brød.
Strasse des 17 juni. Lørdage og søndage 08.00-16.00.
S-Bahn: Tiergarten.

Forlystelser

Klassisk og opera

Berliner Philarmoniker
Berliner Philarmoniker anses for værende et af verdens bedste orkestre. De optræder i den smukke koncerthal Philharmonie.
Herbert von Karajan strasse 1. Tlf 030-254 880.
For mere information
Metro: Potsdamer Platz.

Deutsche Oper Berlin
Operahuset er en moderne bygning som blev til da Vestberlin skulle have sin egen opera. De andre to operahuse ligger i Østberlin.
Bismarckstrasse 35. Tlf. 030-343 84 01.
For mere information
Metro: Bismarckstrasse.

Komische Oper
Lad dig ikke narre af navnet, her opføres ikke kun komedier. Komische Oper undgår at hyre de største navne indenfor opera, men dermed ikke sagt at kvaliteten ikke er høj. Derfor er billetterne noget billigere her end i andre operahuse.
Behrenstrasse 55-57. Tlf. 030-479 974 00.
For mere information
Metro: Französische Strasse.

Hvorfor købe bolig i Berlin?
Der er rigtig mange grunde til at købe bolig i Berlin. Byen sprudler af liv og kultur. Kun små 20 år efter murens fald er Berlin blevet bygget op til en forenet metropol med brolagte gader, hyggelige parker, caféer, gallerier og restauranter. At opleve Berlin er en stor fornøjelse, og så gør det jo ikke noget, at priserne både på boliger og generelt er blandt de laveste i Europa når det gælder storbyer. Ligeledes er Berlin ikke andet end et par timers transport væk, så man kan sagtens tage dertil blot for en weekend.

Måtte du opdage en fejl eller have tilføjelser, vil vi være meget taknemmelige, hvis du skriver en mail til info@boligudland.dk . Vi vil herefter, så hurtigt som muligt, undersøge og rette denne.

Billeder fra Berlin

berlin-berling-by-night-alexanderplatz-17 berlin-brand berlin-brandenburger-tor-13 berlin-den-store-katedral-2 berling-berlin-har-utrolig-mange-fascetter-4 berlin-smuk-solnedgang-over-potsdamer-platz-16 berlin-rigsdagsbygningen-med-det-tyske-og-eu-flaget-jpgg-5 berlin-potsdamer-platz-1

Comments

comments

No Comments

Post a Reply