Mad og drikke

Mad og drikke

Mad

Bestemt ikke kun fastfood
Det amerikansk køkken bruger nationale ingredienser som kalkun, kartofler, majs og squash, som er blevet uadskillelige dele af den amerikanske kultur. Mange forbinder amerikansk madkultur udelukkende med fastfood, men det er bestemt ikke sandt. Chicago og New York regnes eksempelvis for værende blandt verdens nuværende kulinariske hovedstæder blandt mange madskribenter.

Etnisk smeltedigel
USA beskrives ofte som en smeltedigel, der blander det bedste fra en række forskellige etniske grupper. Sådan er det også med det amerikanske køkken, og en række retter, der ikke har amerikansk oprindelse, er blevet en del af det amerikanske køkken. Det gælder for eksempel Pizza, lasagne, chilli con carne, tortillas og chop suey. Det amerikanske køkken har udvist en særlig evne til amerikanisere dem og relancere retterne, ofte med det resultat, at de har fået et internationalt gennembrud. Den amerikanske ret chop suey er et godt eksempel. Da kineserne kom til USA, var det for at arbejde med at forbinde øst og vestkysten med en jernbane. Kineserne boede sammen i såkaldte chinatowns, hvor de havde deres egen kinesiske madkultur, der ofte var for stærk for andre. For at kunne sælge til andre end blot hinanden udviklede amerikansk kinesiske kokke derfor en række retter, der var henvendt til et ikke kinesisk publikum, og chop suey var en af disse retter. Retten findes ikke i det traditionelle kinesiske køkken, men gik alligevel sin sejrsgang over hele verden, efter den for første gang så dagens lys i 1896 i New York.

Mad og regioner
For at forstå det amerikanske køkken, må man først og fremmest forstå de forskellige regioner i USA, der er vidt forskellige i oprindelse, kultur, righoldighed af forskellige fødevarer, m.v. USA er nemlig ikke bare én nation, men er delt op i mange forskellige områder, der har hver deres egenart. Er man i det sydvestlige USA, er de mest basale madvarer og grundkøkkenet kraftigt påvirket af madtraditionerne fra Latinamerika. Rejser man længere mod øst til de traditionelle sydstater, er det slavernes køkken, der har betydet meget.

Kort karakteristika på nogle af de forskellige områders køkken:

Louisiana

Louisiana er så unik, at den nærmest er en nation for sig selv. Franskmænd, spaniere, italienere, tyskere, indianere, afrikanere og vestindere har alle bragt deres kogekunst med til Louisiana og har gennem mere end 300 år blandet deres retter og traditioner til en så unik blanding, at man i netop denne stat oplever det mest specielle køkken i USA. Staten er i særdeleshed kendt for sin Cajun-mad.

Texas 

Texas er landet med de uendelige vidder og varierende landskaber. Det var her, cowboyen kom fra. Køkkenet er en fusion mellem det mexicanske køkken, der kaldes tex-mex, slavernes køkken (soul food) og cowboy køkkenet, der mest består af store steaks eller retter med bønner.

Californien

Det Californiske køkken er sammen med New York City-køkkenet det mest varierede i hele USA. Oprindeligt var det en fusion mellem det spanske og det indianske køkken. Siden kom nybyggerne med deres europæiske traditioner og de kinesiske jernbanearbejdere med deres bidrag og traditioner. Som om dette ikke var variation nok, er der siden hen kommet bidrag fra Japansk, Vietnamesisk og Koreansk madkultur ind i det Californiske køkken. De mange bidrag gør det Californiske køkken meget unikt, ikke bare i USA, men i hele verden.

Atlanterhavsregionen
Atlanterhavsregionen (Staten New York, Delaware, Maryland, New Jersey, Pennsylvania, Long Island) blev bosat af hollændere, englændere, tyskere, svenskere og franskmænd. Køkkenet her er en fusion mellem alle disse traditioner, dog med en klar overvægt til den hollandske.

New England
Det oprindelige køkken fra New England (Maine, New Hampshire, Vermont, Massachusetts, Rhode Island og Connecticut) har rødder i England, der hvor de første nybyggere i regionen kom fra, og har også rødder i det indianske køkken. Thanksgiving-middagen er indbegrebet af New England-køkkenet, der ofte betegnes som jævn yankee-kost. Fine råvarer (især fra havet) og uhøjtidelige retter uden mange dikkedarer karaktiriserer køkkenet godt. Senere har indvandrere fra især Portugal, Irland og Italien dog givet New England-køkkenet lidt mere krydderi.

Måtte du opdage en fejl eller have tilføjelser, vil vi være meget taknemmelige, hvis du skriver en mail tilinfo@boligudland.dk . Vi vil herefter, så hurtigt som muligt, undersøge og rette denne.

Comments

comments

No Comments

Post a Reply