Lisbon

Lisbon

Europas vestligste hovedstad
Lissabon eller Lisboa er hovedstad i Portugal, og er den vestligste hovedstad i Europa. Byen har omkring 600.000 indbyggere, mens selve Stor-Lissabon med forstæder har over 2,5 millioner indbyggere. Byen er en af Sydeuropas vigtigste havnebyer, og ligger 12 km fra Tejos udmunding i Atlanterhavet.

Ældre end Rom
Lissabon har mange flotte parker, og de mange smukke bygninger, pladser og boulevarder, vidner om tidernes velstand, der allerede blev grundlagt i kolonitiden. Byen er faktisk ældre end Rom og alle andre hovedstæder i Vesteuropa. Legenden fortæller, at byen fik sit romerske navn Olisipo efter den græske helt Odysseus, som på sin rejse tilbage fra Troja tog sig tid til at standse her, for at forføre nymfen Calypso. Af sorg over hans afsked forvandlede hun sig til en slange, hvis bugter dannede de 7 høje, som byen ligger på. Romerne overtog byen efter fønikerne og udnævnte Lissabon til hovedstad i provinsen Lusitania. Maurerne (araberne) erobrede Lissabon i 714 og holdt den de næste 400 år. Byens oprindelige vækst og betydning skyldes dens gode beliggenhed og dens beskyttede havn. Vasco da Gama sejlede til Indien fra Lissabons forstad Belém i 1497, og gav Portugal monopol på handel med krydderier fra Østen. Da Gama havde således mere held med sit forehavende end Columbus, som 5 år tidligere sejlede vestpå for at finde Indien – men i stedet fandt Amerika. I de næste 200 år havde det lille Lissabon større indtægter end nogen anden by i Europa.

Udsat for mange jordskælv
Lissabon har været udsat for mange jordskælv gennem sin historie. I 1755, da de fleste af byens indbyggere var samlet i kirkerne for at fejre Alle Helgens Dag, indtraf det største jordskælv nogensinde i Europa. Indbyggerne løb mod havnen for at undgå de ildebrande, som brød ud. Byen blev oversvømmet af en 4 etager høj bølge. På få timer mistede Lissabon en tredjedel af sine indbyggere.

Seværdighederne ligger indenfor kort afstand
De fleste seværdigheder i Lissabon ligger inden for en spadsereturs afstand. Der findes ganske vist en metro med hovedstationer ved Praca dos Restauradores og Rossio, men den dækker kun en meget lille del af byen, så det kan næsten ikke kan betale sig at anvende den. Elektriske sporvogne kører overalt i byen, og busserne er meget anvendelige, hvis man vil besøge steder udenfor Lissabon.
Byen er en charmerende blanding af gammelt og nyt, – lige fra den mere end 800 år gamle borg, Castelo de São Jorge til det helt moderne kvarter, Parque des Naçoes, som er bygget op i og omkring
det område, der husede verdensudstillingen, EXPO 98.

Golf
Til glæde for de mange golfentusiaster er området spækket med golfbaner af meget høj standard. Majestætisk tilbagetrukket i bjergene bag kysten ligger den gamle kongeresidens, Sintra, hvor eventyrslotte og paladser venter den besøgende med en skønhed og pragt, som gjorde et stort indtryk på vores eventyrdigter, H.C. Andersen.

Strande
Lissabons kyststrækning omkring Estoril og Cascais byder på oplagte muligheder, for at kombinere storbyoplevelser med badelivets glæder.

Måtte du opdage en fejl eller have tilføjelser, vil vi være meget taknemmelige, hvis du skriver en mail til info@boligudland.dk . Vi vil herefter, så hurtigt som muligt, undersøge og rette denne.

Billeder fra Lissabon

lissabon-torre-de-belem-5

lissabon-panteao-nacional-3

lissabon-kig-over-byens-tage-1

lissabon-det-nationale-teater-2

lissabon-de-fleste-steder-i-lissabon-ligger-inden-for-en-spadsereturs-afstand-4

lissabon-byen-er-perfekt-som-udgangspunkt-til-storby-og-strandferie-7

lissabon-arco-do-triunfo-12

 

 

 

Comments

comments

No Comments

Post a Reply