New York

New York

Kært barn mange navne
New York City (officielt The City of New York) er og også kendt under tilnavnene “The Big Apple”, “Gotham” og “Byen, som aldrig sover”. Det er den folkerigeste by i USA, beliggende på den sydøstligste spids af staten New York. Med over 8,2 mio. indbyggere på et område på 830 km2 har New York City den næststørste befolkningstæthed af storbyerne i Nordamerika. Selvom New York har en meget høj befolkningstæthed har byen over 113 km² park, og kun 22 km. fra byen ligger der offentlige strande.

Et af de største metropolområder i verden
New York har med forstæder en befolkning på næsten 19 mio., hvilket gør den til et af de største metropolområder i verden. Der tales omkring 170 sprog i byen, og ca. 35% af befolkningen er født i udlandet. I mere end et århundrede har New York forretningsmæssigt, finansielt og kulturelt været et af verdens førende centre, og dens indflydelse på politik, uddannelse, underholdning, sport, medier, mode og kunst bidrager til dens status som en af verdens mest betydningsfulde byer. Som hjemsted for FN er byen også en diplomatisk hovedby. Byen har mange områder og seværdigheder, der er kendt over hele verden. Frihedsgudinden hilste millioner af immigranter velkommen, da de kom til Nordamerika i det sene 19. århundrede og tidlige 20. århundrede. Wall Street har siden 2. Verdenskrig været et dominerende finansielt centrum, og er hjemsted for New York Stock Exchange. Byen er kendt for sin skyline af skyskrabere, blandt andet Empire State Building og de tidligere tvillingetårne World Trade Center. Byen er stedet, hvor mange amerikanske kulturelle retninger er opstået, blandt andet Harlem Renaissance i litteratur og visuel kunst, abstrakt ekspressionisme i malerkunst og hiphop-kulturen indenfor musik.

De fem bydele
New York består af fem bydele (boroughs), der hver udgør et amt. Disse er Bronx, Brooklyn, Queens, Staten Island og Manhattan. I bydelene er der hundredvis af forskellige kvarterer, mange med en helt unik historie og karakter. Hvis bydelene var selvstændige byer, ville fire af de fem (Brooklyn, Queens, Manhatten og Bronx) være blandt de ti mest befolkede byer i USA.

Bronx
Bronx er New Yorks nordligste bydel, og har en befolkning på ca. 1,4 mio. The Bronx er et af de fattigste kvarterer i USA. Bortset fra en lille del af Manhattan kendt som Marble Hill, er Bronx den eneste del af byen, der ligger på USA’s fastland. Mellem Bronx og Manhattan løber Harlem River. I Bronx ligger Yankee Stadium, hjemmebane for legendariske New York Yankees. Man finder også det største andelslejlighedskompeks i USA. Bronx huser også Bronx Zoo, den største zoologiske have placeret i bymæssig bebyggelse i USA, som dækker et areal på 107,2 hektar, og har over 6.000 dyr. Bronx er stedet, hvor rap og hiphop-kulturen opstod i start 70´erne.

Brooklyn
Brooklyn har et indbyggertal på godt 2,5 mio., og er New Yorks mest befolkede bydel. Brooklyn var en selvstændig by indtil 1898. Brooklyn er kendt for sine kulturelle, sociale og etniske forskelligheder, bl.a. i form af en del sorte ghettoer og jødiske kvarterer. Brooklyn er også kendt for sin uafhængige kunstscene, karakteristiske kvarterer og en unik arkitekturarv. Bydelen har ligeledes en lang kystlinje.

Queens
Queens har et indbyggertal på ca. 2,3 mio. og er geografisk den største bydel. Historisk blev en samling små byer og landsbyer grundlagt her af hollænderne, mens bydelen i dag hovedsagelig fungerer som beboelsesområde for middelklassen. Det er det eneste større amt i USA, hvor middelindkomsten for den sorte befolkning har overhalet de hvides. I Queens ligger Shea Stadium, hjemmebane for New York Mets, og tennisturneringen US Open finder hvert år sted i Queens. I bydelen ligger også byens to store lufthavne, La Guardia Airport og John F. Kennedy International Airport.

Staten Island
Staten Island har et indbyggertal på ca. 475.000, og er dermed den tyndest befolkede af de 5 bydele, og samtidig den mest forstadsagtige. Store dele af bydelen var tidligere domineret af gårde, hovedsageligt for mælkeproduktion, og nogen af disse var i drift helt frem til 1960’erneBydelen omfatter øen Staten Island, samt de mindre øer Isle of Meadow, Pralls Island, Shooters Island, Swinburne Island og Hoffman Island. Den er forbundet med Brooklyn via Verrazano-Narrows-broen, og den gratis færge Staten Island Ferry sejler til Manhattan. I bydelen lå indtil 2001 Fresh Kills Landfill, som var verdens største losseplads, men som nu er under omlægning til en stor bypark.

Manhattan
Manhattan er den centrale bydel i New York, og har en befolkning på ca. 1,6 mio., og er den tættest befolkede bydel. Oprindeligt var det en gruppe hollandske nybyggere, der byggede en bosættelse ved Hudson og East Rivers udløb tilbage i 1600-tallet. Ifølge overleveringen, købte en af nybyggerne hele Manhattan af lokale indianere for hvad der svarer til 24 dollars. Manhattan er en aflang ø, adskilt fra New Jersey og Staten Island af Hudson River, fra Brooklyn og Queens af East River og fra Bronx af Harlem River. Manhattan måler 21 km. i længden og er godt tre km. på det bredeste sted. Manhattan er hjemsted for de fleste af byens skyskrabere, og bydelen har de større forretnings- og finansområder i byen. Derudover byder Manhattan på mange kulturelle seværdigheder, blandt andet talrige museer. Langt de fleste turistattraktioner er beliggende på Manhattan, så for udefrakommende bliver Manhattan nærmest synonym med New York.

Nedenstående er der en oversigt over kvarterene på Manhattan, samt en kort beskrivelse af nogle af dem (flere beskrivelser kommer løbende). Dette skulle gerne kunne inspirere lidt til boligjagten på Manhattan, hvor mange vesterlændinge med fritidsbolig for øje køber bolig:

Battery Park City

Chelsea

Chinatown

East Village
East Village var tidligere et fattigt immigrant område, men blev i 1970’erne indtaget af unge punkere og kunstner-typer, som gjorde St. Marks Place til hovedgaden i kvarteret. Siden er der kun flyttet flere og flere kunstnere til området. Det er i dag et af de billigste områder i Downtown Manhattan, og tiltrækker derfor stadig unge kunstnere og studerende.

Financial District

Greenwich (West) Village
Greenwich Village kaldes i folkemunde the Village. Greenwich Village er et udpræget boligstrøg, med mange cafeer, restauranter og mindre forretninger som dominerer gadebilledet, og bydelen er kendt for sin bohemekultur. Greenwich Village var i udgangspunktet sin egen by, grundlagt i 1630-tallet af hollænderne under navnet Noortwyck. Da englænderne senere erobrede New York, fik området sit nuværende navn.

Harlem
Harlem er opkaldt efter den hollandske by, Haarlem. Harlem støder op til Bronx og mellem Bronx og Harlem løber Harlem River. Harlem er sammen Bronx kendt som fattige områder med slum, bander og kriminalitet.

Little Italy

Lower East Side
Lower East Side var før i tiden et traditionelt immigrant-arbejderklasse kvarter, men har undergået en stor forandring i de senere år. Befolkningstilvæksten udgøres bl.a. i dag af mange studerende.

Midtown
Midtown er det travleste enkeltstående kommercielle område i USA, med størstedelen af New Yorks skyskrabere indenfor sine grænser. Mere end tre millioner ansatte arbejder i Midtown dagligt.

SoHo

Spanish Harlem

Tribeca

Upper East Side
I Upper East Side ligger nogle af Amerikas mest prominente adresser i form af Park Avenue og Fifth Avenue. Upper East Side er normalt kendt som stedet for de rige New Yorkere, men bliver også beboet af mange unge studerende, ældre og familier, som bor i den billigere del af Upper East Side, øst for Lexington Avenue. Et kvarter der også er kendt som Yorkville. New Yorks borgmesters officielle residens, Gracie Mansion, ligger på Upper East Side.

Upper West Side

Washington Heights

Kendte attraktioner på Manhattan
Omkring 40 mio. udenlandske og amerikanske turister besøger New York hvert år, og de fleste af disse kommer omkring Manhattan.

Broadway
Broadway er gaden som er kendt for sit store antal af teatre. Broadway er en del af det velkendte Times Square som strækker sig over det meste af Midtown. Da hollænderne bosatte sig i området kaldte de gaden for Breede weg, hvilket efter englændernes erobring blev til Broadway, som betyder Bred vej.

Central Park
Central Park er 4 km. lang og 800 m. bred, og er med sine omkring 25 mio. besøgende årligt den mest besøgte bypark i USA. Den bruges i mange film og tv-serier, og er blandt de mest berømte parker i verden. Den administreres af byens park-udvalg, kaldet “New York City Department of Parks and Recreation”. De indledende planer til parken blev udarbejdet i 1857, og selvom den gennemgående tager sig ud som et naturligt landskab, er næsten alt nøje placeret. Den har flere kunstige søer, lange vandrestier, to skøjtebaner, et naturreservat, områder beregnet til forskellige sportsgrene samt legepladser. Parken er en velbesøgt oase for trækfugle og er derfor også populær hos fuglekiggere. Den 10 km. lange vej, som omgrænser parken, er populær blandt joggere, cyklister og rulleskøjteløbere – især i weekenden og om aftenen efter kl. 19.00, når parken lukkes for motoriseret trafik.

Chrysler Building
Chrysler Building var verdens højeste bygning fra 1930 til 1931. Den blev bygget mellem 1928 og 1930, hvilket er imponerende hurtigt for den periode. Arkitekten der står bag hedder William Van Alen. Bygningen har en højde på 282,0 m., 318,9 m. (med antenne og spir), har 32 elevatorer, består af 77 etager, og har et samlet etageareal på 111.201 m2.

Empire State Building
Empire State Building er en 381 m. høj skyskraber. Bygningen blev færdiggjort i 1931, og titlen som højeste bygning i New York bevarede den i 41 år indtil World Trade Center blev bygget. Efter terrorangrebet den 11. september 2001 blev den atter byens højeste skyskraber. Empire State Building har 102 Etager og et samlet etageareal på 200.000 m².

Times Square
Times Square er sammenfletningen mellem 7th Ave. og Broadway. Den strækker sig fra 42nd til 47th Street. Et af de mest fascinerende områder på Manhattan, fyldt med rullende neonreklamer og et menneskehav både dag og nat.

Wall Street
Wall Street er en gade, som huser vigtige finansielle institutioner. New Yorks børs ligger f.eks. på hjørnet af Wall Street og Broad Street, hvorfor Wall Street ofte benyttes som synonym for den finansielle industri i USA.
Ground zero: Efter terrorangrebet den 11. september 2001 er grunden, hvor World Trade Center tidligere stod blevet døbt “Ground Zero”.

Arkitektur
Den bygningsform, der er tættest forbundet med New York er skyskraberen, en nyskabende bygningsform, som først opstod i Chicago og som ændrede måden at bygge byer på, fra den lave bebyggelse i europæisk tradition til enorme lodrette forretningskomplekser. New York er omgivet af vand, og den høje befolkningstæthed og de høje grundpriser i forretningsdistrikterne har medført, at byen er blevet stedet med den største samling af fritstående forretnings- og beboelsestårne i verden. New Yorks har arkitektonisk bemærkelsesværdige bygninger inden for mange forskellige stilarter. Det gælder blandt andet Woolworth Building (1913), en nygotisk skyskraber med forstørrede gotiske detaljer, som kan ses fra gadeniveau flere hundrede meter nede. I zonebekendtgørelsen af 1916 stilledes krav om tilbagetrækning af facader og begrænsning af byggerier til en vis størrelse i forhold til grundstørrelsen for at få sollys ned til gaderne. Art deco-designet på Chrysler Building (1930), med dens koniske top og stålspir afspejlede de nye regler. Bygningen opfattes af mange historikere og arkitekter som den flotteste i New York med dens helt specielle ornamentering, der blandt andet inkluderer gengivelserne af 1928-Chryslerørnen på hjørnerne i 61. etage, og de V-formede lysindsatser der leder op til stålspiret øverst. Condé Nast-bygningen (2000) er et vigtigt eksempel på grønt design af amerikanske skyskrabere.
New Yorks store beboelsesområder er ofte kendetegnet ved de mange elegante brunstensrækkehuse, byresidenser og lejligheder, der blev bygget i perioden fra 1870 til 1930. Sten og mursten blev byens foretrukne byggematerialer, da træhusene blev fundet for brandfarlige efter storbranden i New York i 1835. Modsat Paris, der gennem århundreder blev bygget af sin egen undergrunds kalksten, har New York altid fået sine byggematerialer fra et vidtstrakt netværk af stenbrud, og derfor har bygningerne ofte forskelligartede mønstre og farver. Et bemærkelsesværdigt træk ved mange af byens bygninger er, at de har deres eget vandtårn af træ monteret på taget. I 1800-tallet var det nødvendigt at montere disse på bygninger over seks etagers højde for at undgå et umådeholdent stort vandtryk i lavere højder, der ville kunne sprænge byens vandledninger. Havelejligheder blev populære i 1920’erne i udkantsområderne, blandt andet i Jackson Heights i Queens, der blev mere tilgængelig med udvidelsen af undergrundsbanens net.

Geografi
Beliggenheden ved mundingen af Hudsonfloden, der løber gennem en beskyttet naturhavn og derefter ud i Atlanterhavet, har givet byen gode muligheder for at blive en vigtig handelsby. Store dele af New York er bygget på de tre øer Manhattan, Staten Island og Long Island. Her er der knapt med ledige byggegrunde og befolkningstætheden er derfor høj. Hudsonfloden løber gennem Hudson Valley for at munde ud i New York-bugten. Hudsonfloden adskiller New York fra New Jersey. East River, der faktisk er et tidevandsstræde, løber fra Long Island Sound og adskiller Bronx og Manhattan fra Long Island. Harlem River, der også er et tidevandsstræde mellem East- og Hudsonfloderne, adskiller Manhattan fra Bronx. New Yorks areal er på 831,386 km2. Byens højeste punkt er Todt Hill på Staten Island, der er 124,9 m. over havets overflade.

Køkken

New Yorks afvekslende madkultur er blevet påvirket af byens immigranter gennem tiden. Jødiske og italienske immigranter gjorde byen berømt for sine bagels, cheesecake og New York-pizzaen. Omkring 4.000 mobile madvogne er registreret i byen, og mange af dem er ejet af immigranter. De har gjort mellemøstlige spiser som falafel og kebab til faste indslag i byens gaderestauranter. Byen er også hjemsted for mange af de fineste haute cuisine-restauranter i USA.

Sport
New York har hold i de fire store nordamerikanske professionelle sportsligaer, der hver især også har deres hovedkvarterer i byen. Baseball er byens største fansport. Byens to nuværende Major League Baseball-hold er de rivaliserende New York Yankee’s og New York Mets. Byen er repræsenteret i amerikansk fodbold-ligaen med New York Jets og New York Giants (officielt “The New York Football Giants”), selv om begge hold spiller deres hjemmekampe i Giants Stadium i nærliggende New Jersey. New York Rangers repræsenterer byen i USA’s ishockeyliga, med Madison Square Garden i Manhattan som hjemmebane. Byens hold i USA’s basketball-liga for mænd er New York Knicks. Det første basketballmesterskab på college-niveau, National Invitation Tournament, blev afholdt i New York i 1938, og finder stadig sted i byen. Rucher Park i Harlem er et afholdt spillested hvor mange professionelle spillere spiller i sommerligaen. New York City Marathon er verdens største med godt 38.000 startende.

Demografi

New Yorks metropolregion er hjemsted for det største jødiske fællesskab uden for Israel. Tel Aviv har et mindre befolkningstal end den jødiske befolkning i New York, hvilket gør New York til det største jødiske fællesskab i verden. Omkring 12% af newyorkerne er jødiske. Byen er også hjemsted for næsten en fjerdedel af nationens indisk-amerikanske befolkning, samt for det største afrikansk-amerikanske fællesskab i nogen by i landet. Byens fem største etniske grupper blev i 2006 udgjort af puertoricanere, italienere, caribiere, dominikanere og kinesere. Den puertoricanske befolkningsgruppe i New York er den største uden for Puerto Rico. Italienske amerikanere emigrerede til byen i stort tal i det tidlige 20. århundrede. De irske amerikanere i New York, den sjettestørste gruppe, har også en nævneværdig repræsentation.

Kriminalitet
New York er blandt de sikreste storbyer i USA. Voldskriminalitet i New York er faldet med 75% i de seneste tolv år, og antallet af mord var i 2005 var på sit laveste niveau siden 1963. Kriminalitetsniveauet toppede i 1980’erne og de tidlige 1990’ere, da crack-epidemien ramte byen. I 1990’erne iværksatte New York City Police Department (NYPD) et projekt til mindskelse af kriminalitet, og det har med tiden virkelig båret frugt.

Klima
Selv om byen ligger på samme breddegrad som meget varmere europæiske byer som Napoli og Madrid, har New York et fugtigt kontinentalklima, som følge af den fremherskende vindretning, der bringer kold luft fra det indre nordamerikanske kontinent. New York har kolde vintre, men byens placering ved kysten holder temperaturen lidt højere end længere inde i landet, og dermed får byen et forholdsvis moderat snefald på omkring 60-80 cm årligt. New York har en frostfri periode på gennemsnitligt 199 dage hvert år. Forår og efterår i New York kan være omskiftelige og variere fra kolde og snerige til varme og fugtige. Sommeren i New York er varm og fugtig med i gennemsnit 18 til 25 sommerdage om året, hvor temperaturen er 32 grader eller højere.

Transport

Det offentlige transportsystem i New York er indbyggernes mest populære transportform. Omkring en ud af tre rejsende med de offentlige transportmidler og to tredjedele af USA’s togpassagerer bor i New York og dens forstæder. Dette står i skarp kontrast til resten af landet, hvor omkring 90% af pendlerne kører i bil til deres arbejdsplads. New York er den eneste by i USA, hvor mere end halvdelen af alle husstande ikke ejer en bil (på Manhattan er det 75% af beboerne, der ikke har bil. På landsplan er tallet 8%). New York City Subway (New Yorks undergrundsbane) er det største massetransportsystem i verden målt på banelængde med 1.062 km. hovedspor, og målt på antallet af stationer i brug med 468. Det er også det fjerdestørste når der måles på antallet af passagerer årligt (1,4 mia. rejser i 2005). Transportsystemet i New York er enormt og komplekst. Det omfatter den længste hængebro i Nordamerika, verdens første mekanisk ventilerede tunnel, mere end 12.000 gule taxaer og en gondolbane, der transporterer pendlere mellem Roosevelt Island og Manhattan. Derudover er New Yorks offentlige buspark og pendlerjernbaner de største i Nordamerika, og jernbanen, der forbinder forstæderne i Tri-State-området med byen, har mere end 250 stationer og 20 linjer.

Lufthavne
New York er det største knudepunkt i USA for international passagerflytrafik. Området betjenes af tre større lufthavne, John F. Kennedy International Airport, Newark Liberty International Airport og La Guardia Airport. Der er planer for en fjerde lufthavn, Stewart International Airport nær Newburgh, som skal aflaste de øvrige lufthavne, så den stadig stigende passagertrafik kan afvikles. 100 mio. rejsende brugte de tre lufthavne i 2005, og byens luftrum er det travleste i landet.

Måtte du opdage en fejl eller have tilføjelser, vil vi være meget taknemmelige, hvis du skriver en mail til info@boligudland.dk . Vi vil herefter, så hurtigt som muligt, undersøge og rette denne.

Comments

comments

No Comments

Post a Reply