Oplagt for familien der ønsker lidt fredeligere omgivelser
Özdere er en lille by med ca. 13.500 indbyggere, beliggende ca. 40 min. kørsel vest for Kusadasi. Özdere har sammen med de omkringliggende kommuner Ürkmez, Gümüldür, Doganbay og Seferihisar startet et tæt samarbejde for at fremme turismen i området. Özdere er for familien der har lyst til at residere i lidt mere fredelige omgivelser.
Livlig by
Özdere har et livligt hovedstrøg i sommer perioden med mange små butikker, som fører alt hvad man har brug for i det daglige. Derudover er der 3 supermarkeder. Et af de meget populære steder i Özdere er “Kærlighedspladsen”, som ligger i den sydlige del af byen. Herfra er der udsigt ud over havet med den Græske ø Samos i baggrunden, ligesom man får et fint overblik over det meste af byen, med den ca. 2 km. lange, nyanlagte, strandpromenade i forgrunden.
Godt placeret
Özdere ligger centralt placeret. Der er således kun 50 km. til den internationale lufthavn i Izmir, og der er 60 km. til storbyen Izmir. Fra Özdere er der kun 20 km. til to af de største turistattraktioner i Tyrkiet, nemlig ruinbyen Efesos og Jomfru Marias Hus. Ikke langt derfra ligger også den meget besøgte, oprindeligt græske, bjerglandsby, Sirince, som bl.a. er kendt for sin årlige vinfestival i oktober.
Transport
Der er fine offentlige transport muligheder med afgang hver time til både Izmir og Kusadasi.
For den aktive
Özdere byder også på mange oplevelser for de aktive og udfordrende sjæle, som f.eks. vandsport , paraglidning, jeepsafari, bådture, vildsvinejagt m.m.
Strande
Området ved Özdere råder over ca. 40 km. kyststrækning med mange gode badestrande med “blå flag” status.
Måtte du opdage en fejl eller have tilføjelser, vil vi være meget taknemmelige, hvis du skriver en mail til info@boligudland.dk . Vi vil herefter, så hurtigt som muligt, undersøge og rette denne.
Billeder fra Özdere



No Comments