Paris

Paris

En af verdens smukkeste og mest betydningsfulde hovedstæder
Paris er hovedstad i Frankrig og hovedby i regionen Ile de France. Selve Paris har 2,2 mio. indbyggere, med forstæder har Paris omkring 11 mio. indbyggere. Paris regnes for at være et af verdens betydeligste centre for kunst og kultur, og der ligger mere end 50 teatre i byen. Paris er en af verdens smukkeste, mest fasionable og kulturelle hovedstæder. En gåtur gennem hjertet af Paris giver ofte en fornemmelse af at vandre rundt i en filmkulisse. Store dele af byen er blevet renoveret i de senere år, og har aldrig set bedre ud.

Opdelt i 20 arrondissementer
Oprindelig grundlagdes Paris på to små øer i Seinen, Ile de la Cité og Ile St. Louis. Byen er herefter vokset op på begge sider af Seinen. Derfor omtales alt i Paris som Rive Droite (højre bred) på nordsiden, eller Rive Gauche (venstre bred) på sydsiden. Begge sider konkurrerer med hinanden om herlige museer, kirker, monumenter, butikker, hoteller og restauranter. Paris er opdelt i 20 arrondissementer, eller administrative kvarterer, der ligger i en spiral og som nummereres fra midten efter solens retning. 1. Louvre, 2. Bourse o.s.v.  De fleste større seværdigheder ligger i arrondissementerne med lave numre, især i første (1er) til ottende (8e). I almindelighed vil en adresse blive opgivet sammen med det arrondissement, hvor adressen ligger.

Smukke bygninger og monumenter
Paris er fyldt med smukke bygninger og monumenter. For blot at nævne nogle få og nok de mest kendte er der Eiffeltårnet, Triumfbuen på Champs-Élysées, og den stemningsfulde kirke Sacré Coeur. Man må heller ikke glemme Notre Dame, den imponerende gotiske katedral fra den tidlige middelalder, der har været benyttet til nogle af Frankrigs store højtideligheder, f.eks. takkegudstjenesten efter befrielsen i 1944, Charles de Gaulles begravelse i 1970, og ikke mindst Napoleons kroning af sig selv i 1804. Man må heller ikke glemme Versailles, dette prægtige palads er et must see.

Et farverigt og omfattende natteliv
Paris natteliv spænder fra lurvede barer til det helt eksklusive. Op gennem historien har Montmartre været centrum for et meget livligt natteliv og løsslupne udskejelser, og her finder man bl.a. de legendariske natklubber Le Chat Noir og Moulin Rouge.

Oplev et væld af museer og verdensberømte kunstværker
Paris er hjemsted for Notre Museerne og rummer flere af verdens mest berømte kunstværker. På Louvre kan du opleve Mona Lisas gådefulde smil, Centre Pompidou har løbende spændende udstillinger med moderne og nutidig kunst, og på Picassomuseet finder du mere end 3.000 produktioner af den verdensberømte kunstner. Samlingen omfatter mere end 200 malerier og et svimlende antal skulpturer, tegninger, stik, keramiske værker og manuskripter.

Hovedsæde for moden

Når man siger Paris, må man også sige mode. Verdensnavne som Versace, Yves Saint Laurent og Gucci har alle hovedsæde i Paris, og byen er et sandt mekka for shopaholics. Her er noget for enhver smag, ikke mindst i de fashionable butikker og de imponerende stormagasiner Lafayette og Printemps.

Masser af markeder indenfor alt fra bøger til mad
Har man lyst til lidt mere uformelt tidsfordriv, kan man gå på opdagelse på det enorme Clignancourt-marked, der siges at være et af verdens største loppemarkeder, eller på kajerne langs Seinen, hvor man finder et utal af boder med bøger, magasiner, billeder etc. i alle afskygninger.

Kom nemt rundt med byens metro
Når man bevæger sig rundt i Paris, kommer man ikke uden om den velfungerende metro, og det er de færreste seværdigheder, der ikke kan nås til fods fra en af de mange stationer.
Paris er også hjemsted for den europæiske udgave af Disneyland, der ligger lidt udenfor byen.

Lufthavnsinformation
Paris Orly
Lufthavnstelefon: Tlf.: +33 (0)1 49 75 15 15 Fax: +33 (0)1 49 75 00 78
Med bil: Orly ligger 14 km syd for byen. Vejforbindelse sker via A6 motorvejen (Autoroute du Sud) ved Porte d’Orléans (A6a) eller ved Porte de Gentilly (A6b). Hovedvej 7 ved Porte d’Italie. Der er parkeringsmuligheder tæt ved terminalen.
Med taxa: En taxa mellem Paris og Orly koster omkring 24 Euro.
Med tog: Orly har sin egen togstation, og har forbindelse til RER linjerne B og C, som går direkte ind i byens centrum. RER B (orlyval) er normalt den hurtigste.
Med bus: AirFrance bus, OrlyBus og JetBus har alle hyppige afgange mellem Paris og Orly.

Roissy Charles de Gaulle lufthavn
Med bil: Paris til Roissy Charles de Gaulle lufthavn: A1 motorvejen (Autoroute du Nord) ved Porte de la Chapelle. A3 motorvejen via Porte de Bagnolet, og derefter ad A1 motorvejen, i højre side.
Roissy Charles de Gaulle lufthavnen til Paris: A1 motorvejen til Paris, eller via Porte de Bagnolet ved udfletningen Paris Est. Der er parkeringsmuligheder foran terminalen.
Med taxa: En taxa mellem Paris og Charles de Gaulle koster omkring 34 Euro.
Med tog: SNCF tog + ADP tilslutning kører mellem Paris og Charles de Gaulle fra kl. 5 om morgenen til midnat.
Med bus: AirFrance bus og Roissybus tilbyder begge hyppige afgange mellem Paris og Charles de Gaulle.

Måtte du opdage en fejl eller have tilføjelser, vil vi være meget taknemmelige, hvis du skriver en mail til info@boligudland.dk . Vi vil herefter, så hurtigt som muligt, undersøge og rette denne.

Billeder fra Paris

paris-triumfbuen-187x133-6 paris-petite-rue-au-soleil-187x133-10 paris-pantheon-187x133-3 paris-notre-dame-187x133-5 paris-louvre-187x133-2 paris-jardin-du-luxembourg-187x133-8 paris-fantastiske-notre-dame-187x133-4 paris-en-del-af-paris-set-oppefra-187x133-1 paris-187x133-12

Comments

comments

No Comments

Post a Reply