Hovedstaden i USA
Washington DC har omkring 570.000 indbyggere. Washington DC er hovedstad i USA og byen ligger i et særligt forbundsdistrikt, District of Colombia. Washington D.C. er ikke en stat og har ikke rettigheder som en stat. Washington hører under kongressen og er udskilt af staten Maryland og ligger ligeledes op til staten Virginia. Byens forstæder ligger i Maryland og Virginia, og der bor ca. 8 mio. mennesker i Washington-Baltimore området.
Lidt historie
Efter at den amerikanske uafhængighedserklæring blev underskrevet i 1776, begyndte den amerikanske revolution, eller Uafhængighedskrigen, som den også kaldes. I henhold til fredstraktaten fra 1783 afgav England magten over de tretten tidligere kolonier til indbyggerne og erkendte deres uafhængighed. I 1788 havde tilstrækkeligt mange af de tidligere kolonier ratificeret den nye forfatning, og United States of America var en kendsgerning. Hovedstad i den nye union blev Philadelphia i Pennsylvania. Imidlertid ønskede man en hovedstad, der var fri for regionale interesser, og da man ikke kunne finde en egnet by, besluttede man i 1790 at anlægge en helt ny by, som skulle være hovedstad. Staterne Maryland og Virginia tilbød i den sammenhæng at afgive et område på 10 gange 10 miles (ca. 256 km2) ved Potomac-floden, der havde været grænsen mellem de nordlige og de sydlige kolonier. Dette kvadrat fik navnet District of Columbia, da Columbia var en populær betegnelse for USA på dette tidspunkt. Byen blev i første omgang kaldt Federal City, men i 1791 fik den navn efter USA’s første præsident, George Washington.
Det hvide hus
Washington D.C. er hjemsted for Kongressen, Det Hvide Hus, Højesteret, Udenrigsministeriet og mange andre regeringsbygninger, mens eksempelvis forsvarsministeriet “The Pentagon” ligger i Virginia-forstaden Arlington.
Masser af museer
Der er et utal af museer i byen. Nævnes kan blandt andet The Smithsonian Institute, Det Nationale Kunstgalleri, Nationalarkiverne og et af verdens mest omfattende biblioteker, Library of Congress.
Måtte du opdage en fejl eller have tilføjelser, vil vi være meget taknemmelige, hvis du skriver en mail til info@boligudland.dk . Vi vil herefter, så hurtigt som muligt, undersøge og rette denne.
No Comments