LANDEINFO

Historie

Tyskland blev først samlet som nationalstat i 1871. Tyskland som vi kender det i dag går dog tilbage til dannelsen af forbundsrepublikken i 1949. 3. oktober 1990 blev også det tidligere DDR indlemmet i Bundesrepublik Deutschland, der i dag er det officielle navn. Tyskland og dets forgængere har en meget omfattende historie, så det er mere end svært at gøre det i kort form.

Julius Cæsars optegnelser der først nævner folket i skovene mod nord er det første skrevne ord om Tyskland. Dette er omkring år 50 f.k. Omkring år 0 har romerne voldsomme problemer med at styre de vilde germanere og i år 9 tilføjer de romerne et sviende nederlag ved Teuroburg.

Omkring år 300 begynder en enhed at tage form idet stammerne begynder at slutte sig sammen i stærke enheder. Det var germanerne der i 455 knuste det mongolske imperium og standsede dets udbredelse.
I 936 bliver den første germanske konge kronet, og Tyskland udvikler sig til en af Europas stærkeste stater.

Karl 4 (1346 – 1378) opnår ret til at udpege kongen uden godkendelse fra Rom , han er afhængig at støtte fra de mange forskellige fyrstedømmer, og får samtidig styrket disses magtposition. I 1400 og 1500 tallet står Tyskland svagt og dette (højst sandsynlig) fører til at reformatoren Martin Luther får ørenlyd. Når Luther kunne komme til orde skyldes det hovedsageligt den stigende utilfredshed med den Tyske kirkes økonomiske magt. I 1555 indgås i Augsburg en fredsaftale der afslutter borgerkrigen og denne fredsaftale bekræfter adskillelsen mellem katolikker og lutheranere.

Rhinforbundet (tysk Rheinbund, fransk Confédération du Rhin) var et forbund af tyske fyrstendømmer, som var trådt ud af det tysk-romerske rige. Det blev etableret i Paris 12. juli 1806 under pres fra Frankrigs diktator Napoleon Bonaparte. Ved oprettelsen af Rhinforbundet løsrev først 16 syd og vesttyske fyrstedømmer sig fra riget og grundlagde en konføderation under «beskyttelse» af Napoleon. Kort tid efter nedlagede Franz 2. kronen som tysk-romersk kejser. Han havde imidlertid i 1804 udråbt sig som kejser af Østrig. Han fulgte dermed et ultimatum fra Napoleon. I de følgende år sluttede yderligere 23 tyske stater sig til Rhinforbundet. Kun Østrig, Preussen, dansk Holsten og svensk Pommern valgte at stå udenfor. Rhinforbundet var i det væsentlige et militærforbund, og dets medlemmer var forpligtet til at stille store militærkontingenter til Frankrigs rådighed. Rhinforbundet ophørte med Napoleons nederlag i 1814 og de tyske lande stod nu uden nogen form for samling. Efter Napoleons fald i 1815 bliver Det tyske forbund dannet 8. juni 1815 på Wienerkongressen og bestod af 41 stater (37 fyrstendømmer og 4 bystater). Det afløste det tysk-romerske rige, som var blevet opløst 1806 som en følge af Napoleonskrigene. Forbundets to vigtigste medlemmer var Preussen og Østrig. I 1829 bestod det af omkring 630.100 km² og havde 29,2 millioner indbyggere. Udenfor det nuværende Tyskland deltog Østrig, Liechtenstein, Luxemburg og nederlandsk Limburg (ved Maastricht) i forbundet. Antallet af forbundsstater sank efterhånden som følge af, at fyrstehuse arvede andre stater, og bestod i 1863 af 35 stater. Utilfredshed med forbundet førte flere gange til forsøg på en egentlig genskabelse af riget, således under revolutionerne 1848-1849. I 1866 opløstes forbundet, efter at Preussen på Bismarcks initiativ havde besejret Østrig, og erstattedes af Det nordtyske forbund (1867-71).
Det Tyske kejserrige (Deutsches Reich) blev proklameret i Versailles i januar 1871, og markerede den endelige samling af Tyskland, ledet af Preussen, der udgjorde størstedelen af imperiet, og dets kansler Otto von Bismarck. Enkelte delstater, som Sachsen og Bayern, bevarede deres fyrster og lokalregeringer, men måtte underordne sig under Preussen i andre spørgsmål. Kejserriget varede indtil Wilhelm 2.s abdikation i november 1918.

I juni 1919 underskrev Tyskland så Versailles fredstraktaten der slutteligt førte til at 1 verdenskrigs sejrherrer i 1921 pålagde Tyskland at betale ikke mindre end 132.000 millioner mark i krigserstatning, hvilket landet var ude af stand til. Dette førte senere til, at Tyskland blev erklæret insolvent med hyperinflation til følge

I 1919 blev Weimarrepublikken dannet, og varede indtil 1933. Den blev vedtaget af nationalforsamlingen i Weimar 1. august 1919. Weimarrepublikken er mest kendt for at være et mislykket forsøg på at skabe et velfungerende demokrati i et land med stærke autoritære traditioner. Weimarrepublikken blev nedlagt da nationalsocialisterne kunne skaffe et flertal for at afskaffe forfatningen.
Den 30. januar 1933 blev Hitler udnævnt til kansler for Weimarrepublikken. Straks efter gik han i gang med at sætte loyale folk på vigtige poster, og ved hjælp af nødforordninger satte han praktisk talt parlamentet ud af funktion. Rigsdagsbranden i februar benyttede han til at forbyde kommunistpartiet, hvis medlemmer nu blev anholdt over hele landet. Ved rigsdagsvalget i marts 1933 opnåede NSDAP sit hidtil bedste resultat med 43,9 procent af stemmerne. Med støtte fra det ligesindede bayerske tyske folkepartis 8 procent kunne Adolf Hitler nu opløse parlamentet med den berygtede Ermächtigungsgesetz. Weimarrepublikken havde fået dødsstødet.

I 1935 begyndte Tyskland, under protester fra verdenssamfundet, en større genoprustning. I 1936 indgik Tyskland og Japan aftale om militært samarbejde. Disse begivenheder sammen med Tysklands invasion af Østrig i 1938 , ”krystalnatten”, invasionen af Sudeterlandet og slutteligt invasionen af Polen den 1 september 1939 fører til starten på anden verdenskrig. Den slutter d. 2. september 1945 med den officielle overgivelse af den sidste aksemagt Japan (fredsslutningen med Rusland kom først i 1990’erne). Tysklands betingelsesløse kapitulation den 8. maj 1945 medførte, at Polen overtog en del af Schlesien, Bagpommern og den sydlige del af Østpreussen. Tjekkoslovakiet fik også en del af Schlesien, og en mindre del blev i Tyskland. Den nordlige del af Østpreussen tilfaldt Sovjetunionen. Resten af Tyskland blev opdelt i fire besættelseszoner, ledet af de fire sejrsmagter USA, Storbritannien, Frankrig og Sovjetunionen. Efter uenighed blandt sejrsherrerne om mål og midler for Tysklands genoprettelse efter 2 verdenskrig, blev Forbundsrepublikken Tyskland (Vesttyskland) stiftet den 23. maj 1949 på basis af de tre førstnævnte besættelseszoner. Snart efter blev Den Tyske Demokratiske Republik (DDR) dannet på grundlag af den russiske zone.

Rent økonomisk udvikler Forbundsrepublikken Tyskland sig til at være en af verdens stærkeste økonomiske magter , man taler om den Tyskland ‘s vidunderøkonomi. Den økonomisk stærke stilling betyder at ønsket om en genforening sættes i baggrunden. Mens man i Vesttyskland fik Marshallhjælp til genopbygningen, led DDR under at skulle betale store krigsskadeerstatninger til Sovjetunionen. Denne skævvridning af forholdene førte til en veritabel folkevandring mod vest Tyskland hvilket i 1961 fører til opførelsen af Berlinmuren, der skal bremse denne flugt.
I årene indtil murens fald i 1989 bestod Tyskland altså af to selvstændige, føderale stater. De blev genforenet den 3. oktober 1990 ved at man brugte en paragraf i Forbundsrepublikkens forfatning, som tillader optagelse af nye delstater. På den måde kunne de enkelte delstater i det tidligere DDR optages hver for sig, og man undgik de folkeretlige og statsretlige problemer, som kunne opstå ved en sammensmeltning af to ligeberettigede stater. På det tidspunkt er er økonomien i øst gået i stå og DDR borgerne ønsker frihed. Det samme gør mange mennesker i de andre østbloklande. I 1989 åbner Ungarn sine grænser hvilket betyder at der er fri passage for DDR borgere via den Ungarn Østrigske grænse, og ikke mindre end 350.000 DDR borgere benyttede i løbet af 2 uger denne mulighed for at emigrere til Forbundsrepublikken Tyskland. Den 9 november 1989 bliver grænsen åbnet i Berlin og dermed er muren faldet.

Forbundsrepublikkens Tyskland ‘s Kansler forslog med det samme dannelsen af en union og dette forslag bliver genfremsat ved Kohls første besøg i DDR i december 1989. I februar 1990 godkendes dannelsen af en union og dermed tilbagetrækning af sovjestiske tropper fra DDR’s territorium. Ved det første valg i DDR efter mures fald sejrede de kristelige demokrater på krav om øjeblikkelig genforening.
I august 1990 var sammenslutningen en realitet da Sovjetunionen accepterede at det tidligere DDR blev medlem i NATO.

Berlins historie kort
Berlin bestod oprindeligt af to vendiske landsbyer Berlin og Cölln, som i løbet af middelalderen smeltede sammen til én by. Berlin blev i 1701 hovedstad for Kongeriget Preussen og i 1871 også rigshovedstad for det forenede Tyskland. I 17 og 1800-tallet blev en række monumentale bygninger opført.

Efter 2. Verdenskrig, hvor Berlin blev kraftig beskadiget under talrige bombardementer,
blev byen delt mellem de sejrende magter. Bonn ved Rhinen blev en provisorisk hovedstad i Vesttyskland. Berlin blev delt i fire sektorer, en britisk, fransk, amerikansk og sovjetisk. Den sovjetiske sektor blev senere til hovedstaden Østberlin i DDR, hvorimod Vestberlin, som dannedes af de øvrige sektorer, var en enklave af Vesttyskland. Den vestlige del blev et demokratisk forbillede midt i en socialistisk-kommunistisk østblok og fik derfor stor betydning under den kolde krig. For at hindre befolkningen i at flygte fra DDR byggede østtyske ingeniørtropper i 1961 en 43 km lang mur (Berlinmuren), som delte byen i to. Den blev bygget grundet større og større utilfredshed fra befolkningens side med forholdene i DDR. Muren, som kom til at symbolisere jerntæppet og delingen af Europa, blev bevogtet med minefelter, pigtråd og soldater frem til 1989, da det kommunistiske regime måtte give sig for presset fra befolkningen. Flere hundrede mennesker blev dræbt ved muren i løbet af den kolde krig. Efter kommunismens sammenbrud blev mange DDR-ledere strafforfulgt for bl.a. disse drab og dømt til lange fængselsstraffe.

Udviklingen i Østeuropa 1989 ophævede spændingen mellem Øst- og Vestberlin. Den 9. november 1989 blev der åbnet for gennemgang gennem muren; 31. august 1990 sluttedes genforeningsaftalen, pr. 1. oktober opgav besættelsesmagterne alle rettigheder fra 1945, og i løbet af 1994 forlod besættelsesmagternes styrker Berlin. I den såkaldte hovedstadsbeslutning afgjorde den tyske Forbundsdag den 20. juni 1991, at Berlin skulle være den nye hovedstad i det genforenede Tyskland, hvilket trådte i kraft i 1999. Regeringen og mange af de vigtige ministerier flyttede fra Bonn til Berlin i 1999, og byen fremstår igen som et af Europas vigtigste politiske og kulturelle centre.

Berlin er i dag i rivende udvikling, og der bliver til stadighed nybygget og renoveret i den tyske hovedstad. Berlin er en hovedstad fyldt med unge og studerende, masser af subkulturer, kunstnere, m.v. Man fornemmer, at byen summer som aldrig før, og det er igen blevet trendy at bo og flytte til Berlin.

Måtte du opdage en fejl eller have tilføjelser, vil vi være meget taknemmelige, hvis du skriver en mail tilinfo@boligudland.dk . Vi vil herefter, så hurtigt som muligt, undersøge og rette denne.

Edit This